torsdag den 22. november 2012

Kinæstetisk empati - hvad i alverden?

'Kinæstetisk empati'! Det var denne del af overskriften på en forelæsning på Institut for Idræt på KU v. Charlotte Svendler Nielsen, PhD og adjunkt samme sted, som fangede mit øje - er der virkelig nogen, som beskæftiger sig seriøst med dét, der sker eller kan ske i mødet mellem mennesker - og ja, det gør hun, hun forsker endda i det. Én af dem, hun selv har hentet meget fra, er en hollænder ved navn Van Manon, som har skrevet en bog herom 'The Tone of Teaching'.
Hun, Charlotte Svendler, bevæger sig i en hermeneutisk/fænomenologisk forskningstradition - og hun interesserer sig for dét, hun kalder de betydningsfulde øjeblikke i en undervisnings-, lærings- eller coachingsituation - og kinæstetisk empati forstår hun som en anerkendelse af den andens kinæstetiske oplevelse. Jeg vil aldrig kunne opleve en andens oplevelse af sig selv og kroppen i rummet. Men jeg kan bruge min sansning, også den kropslige, kinæstetiske, til at anerkende, at sådan er det - for ham/hende.
Jeg 'plejer' at tale om 'det unikke møde', der, hvor der sker 'noget' - en gensidighed, en resonnans - dét, som gør øjeblikket unikt, og som er drivkraften i udvikling - gensidigt.
Og jeg er helt betaget af, at nogen har givet det sådan et flot navn som kinæstetisk empati: kin: noget med at bevæge - aestesis: sansning - em: ind-? og patos: følelse - nogen kalder det bare kropsbevidsthed :o) eller forståelse af den kropslige dimension i udviklings- eller læringsprocesser.
Og helt konkret: Charlotte havde gjort feltstudier i skoleklasser og bragte en historie til torvs til at belyse den kinæstetiske empatis betydning i lære- og udviklingsprocesser. En lærer havde bedt eleverne medbringe deres bedste efterårsdigte. En dreng blev bedt om at læse sit digt højt. Han rejste sig, rødmende, og begyndte lidt usikkert. Læreren begyndte at bevæge sig i rummet, hun nærmede sig roligt denne dreng, da han afbrød sig selv og indskød en bemærkning om, at han svedte i hænderne. Læreren sagde JA, og hun lagde en hånd på hans ryg/skulder, mens han læste sit digt videre.
Jeg hæfter mig især ved, at hun ikke roser - blot anerkender, at sådan er det - for ham.
Således et eksempel på, hvordan hun brugte 'kinæstetisk empati' til konkret at støtte denne dreng, hvis usikkerhed hun formentlig kendte til i forvejen. Dét er et betydningsfuldt øjeblik.
Og Charlotte Vendler havde også sin opmærksomhed på den magtrelation, der ligger i, at læreren/underviseren i den sidst ende er dén, der giver karakterer. Hun havde et bud på en alternativ evaluering af eleven/den studerende: Hvad har eleven/den studerende lært mig?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar