søndag den 18. november 2012

Harvest Your Power!, Det er titlen på et weekendkursus, jeg netop har deltaget i. Konkret og synligt for andre har jeg høstet et kursusbevis, jeg citerer: 'Kurset har form som en workshop, hvor deltagerne indføres i dybdevisualisering. Dr. Gallegos har bl.a. været professor i psykologi ved Mercer University i Georgia og er nu privatpraktiserende psykolog med praksis i New Mexico. Han er grundlæggeren af visualiseringsmetoden 'The Personal Totem Pole Process' samt forfatter til flere bøger og artikler om metoden. Dr. Gallegos er godkendt af Dansk Psykologforening som underviser'

.
                             Et snapshop fra kurset af Psykolog, Dr. Eligio Stephen Gallegos

Steve, hos hvem jeg tidligere har været på kursus eller rettere 'rejse' er både psykolog og shaman og iøvrigt halvt indianer.
Harvest Your Power. Ja, det skal jeg love for. Og det er her, 'linket' til min coaching er, for dybdevisualisering ligner deri, at vi leder efter de ressourcer, vi hver især gemmer på.
Steve guider os til en let trancelignende tilstand, hvor vi prøver at få kontakt med, hvad han kalder 'de emotionelle dyr'. Første gang jeg prøvede, blev jeg forbløffet over, hvor let det er. Og det er mine dyr, hver eneste 'rejse' er helt unik. Jeg har tidligere mødt en meget travl, tænkende myre og en melankolsk hest! Senere en grævling og en hval. Og alle kan jeg frit, når jeg har brug for det, 'konsultere' dem som mine egne, indre coaches.
På dette weekendkursus blev min indre 'zoo' udvidet en del. Jeg mødte en lille, brun bjørn, som gerne ville hilse på mine andre dyr, så jeg så bjørnen give hånd til en myre, en hest og en grævling - amazing! Hvalen kom så tæt på land, som den kunne, for at deltage i sammenkomsten. På næste rejse mødte jeg en stor isbjørn, som forsøgte at undslippe mig, og jeg nåede ikke ordentlig 'konversation' med den. Men på næste rejse kom vi i kontakt, jeg havde misforstået den, det var i virkeligheden mig, som ikke turde følge den. Det turde jeg nu, så vi sad sammen på en isflage i det åbne polarhav, uden sikkerhed for at nå land igen, og det var trygt og godt at sidde lunt mellem dens langpelsede forben, mens den fodrede mig med fisk, no worry - tillid og tryghed var temaet hér. Og jeg så gennem dens øjne det umådelige nordlige polarhav i midnatssolen.
Sidste rejse var en overraskelse. Jeg mødte en eland, som er et meget stort hjortedyr i Østafrika, stor og klodset, men en meget elegant klatrer på de stejle klippevægge. Jeg gik til bekendelse og fortalte den, at jeg engang havde spist en eland-bøf, men det var bare helt fint, vi er her vel for hinanden. Gennem denne elands øjne kunne jeg se skønheden i hele The Great Rift Valley i sin fulde længde - og da jeg nu havde noget af den indeni mig, kunne den til gengæld vise mig skønheden i hele mit indre univers: følelse, krop, livsprocesser...
Steve havde fortalt en historie - han fortæller mange historier - om, hvordan en indianerstamme, han kender, helbreder en syg. Sygdom skyldes, at mennesket for en tid har forladt skønhedens sti - og helbredelsen består i at genfinde denne. Man lægger den syge i et telt, et hus eller i det fri - og så laver man 'sand-painting' rundt om den syge - forskelligfarvet sand, som udgør smukke mønstre.
Mening med det hele? Mening er noget vi skaber, ikke en på forhånd given ting. Og disse 'rejser' giver mening for os hver især. Under kurset er der mulighed for at dele - og Steve lytter og spørger med et intenst nærvær.
Steve er - eller bliver lige straks - 79. Han kommer til Dk igen i marts og holder kursus - hvis han, som han siger med humor, han stadig er her. Jeg satser. Og det gør han jo også, heldigvis - ellers, som han siger, kan vi jo bare selv holde kurset.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar