lørdag den 9. juni 2012

Efter udgivelsen af Lisbeth Zornig Andersens bog og efter DR1's visning af dokumentaren om hendes barndom i helvede, har jeg, ikke overraskende, fået mange henvendelser. Mange af dem er fra mennesker, som selv har haft en barndom med svigt og overgreb, og for hvem Lisbeths eksempel og hendes åbenhed har givet HÅB - med god grund, for Lisbeth er det lyslevende eksempel på, at en barndom i helvede ikke er nogen livstidsdom, men hun var i stand til at bryde ud, bryde den sociale arvs onde cirkel og vise, at man godt kan blive til en smuk svane, selv om man er født i en andegård for nu at sige det mere poetisk. Og jeg gerne give mit besyv med - give håbet den længste frist.
Mange er så taknemmelige over, at Lisbeth har brudt tavsheden. Det har haft og har så stor betydning, at et menneske, man kun kan se op til, har vovet at fortælle dét, som de selv har bevaret som en forfærdelig hemmelighed i dén tro, at de var alene og de eneste i verden...
Mange får HÅB ved at se, at det kan lykkes at skabe et godt liv på trods af et opvækstmiljø, som er så usundt, at ingen ville byde en andemor og hendes ællinger dé betingelser.
Nogle mennesker lever et voksenliv med senfølger af seksuelle overgreb - undertiden med en alvorlig psykiatrisk diagnose i tilgift. Jeg ved, at nogle mennesker med en psykisk sårbarhed aldrig har fortalt om de traumer, han eller hun har båret alene.
Lisbeth er en mønsterbryder, og hendes brud med barndommens mønster skete, som det fremgår af bogen, ikke som en pludselig forvandling. Det skete gennem mødet med en hel perlerække af mennesker, som gjorde en forskel for Lisbeth - hvilket ændrede hendes karriere radikalt.
Patricia Deegan beskriver noget tilsvarende. Hun fik som ung diagnosen skizofreni og efter 6-7 år som mønsterpatient brød hun ud og skabte sig et liv. Så vidt jeg husker, er hun i dag PhD i psykologi. Hun fortæller om sin recovery-rejse, at det er en proces, og det er svært at afgøre, hvornår det præcist sker - og hun bruger en metafor, ' foråret' til at beskrive rejsen. Hvornår er det præcist, foråret indfinder sig? Man holder øje med knopperne på træerne, men lige præcist HVORNÅR bliver det hele grønt? Og hvordan?
Jeg nævner hende igen og igen, fordi hun, som Lisbeth, giver håb til andre mennesker, håb om, at det er muligt at skabe sig et liv, selv med en stigmatiserende diagnose i baglommen - eller i i panden.
Der er så mange sammenfald mellem 'mønsterbrud' og 'recovery'. Blandt andet dét, at det oftest er det unikke møde med et andet menneske, der har afgørende betydning. Pat Deegan taler ikke præcist om dét, når hun fortæller om sin egen rejse fra patient til menneske, men mange mange andre fortællinger fra mennesker med psykisk sårbarhed bekræfter dette.
Ved 'det unikke møde' forstår jeg mødet, hvor den professionelle møder et menneske og ikke en diagnose - eller et adfærdsmønster. Omvendt er der ikke noget møde, hvis mennesket med diagnosen - eller adfærdsmønstret - ikke møder mennesket, men den professionelle.
Jeg har i frisk erindring en smuk historie fra et menneske, der som voksen oplevede flere års indlæggelser og tvangsforanstaltninger, til hun mødte t menneske i en psykiaters skikkelse, der 'bare' fulgte hende i hendes kamp for livet - og livet vandt. Det er en historie, der giver vished - og håb for andre - om, at det gode liv kan vindes.
Patricia Deegan kan du bare 'google' - jeg tror, hendes site hedder www.pat.deegan.com - jeg ved, der på nettet er flere YouTube-klip med hende, og endelig har Dansk Selskab for Psyko-social Rehabilitering netop udgivet en DVD med hende, produceret af ANTV - selskabet har også en fb-side, kig bare