søndag den 19. december 2010

Jule-quiz

The Cab Horse's Charter!
Droskehesten har visse minimumsrettigheder: tag over hovedet, føde og arbejde. Og skønt det er absolut ydmyge standarder, er disse rettigheder uopnåelige for millioner af vores medmennesker, og alene i Danmark for tusinder og atter tusinder.
Hvem har skrevet The Cab Horse's Charter? Og hvornår?
Claus Hjort Frederiksen i 2008?
Thorvald Stauning i 1935?
William Booth i 1890?
Blandt de rigtige svar udtrækkes ét af Notarius Publicus, og den heldige vinder opnår retten til at bære badgen 'NY REGERING - NU!'

lørdag den 18. december 2010

I mål!

Jeg har lige sammen med fru Frandsen afsluttet et års arbejde med undervisning af ansatte og brugere i Socialpsykiatrien i Høje-Taastrup Kommune. 'Den Værdsættende Samtale', kaldte vi kurserne. Den titel har jeg arvet fra nu afdøde Tom Andersen, som fandt frem til den efter at have arbejdet med systemisk, anerkendende kommunikation i herre mange år. 'Hverdagscoaching' kunne det lige så godt have heddet. Eller AI. Men nogle vil måske tro, det handler om Artificial Intelligence i stedet for Appreciative Inquiry - og dén misforståelse ville være lidt ærgrelig,
Ca. 100 mennesker + Birgitte og mig har investeret energi og arbejdsglæde i hverdagscoaching, 8 hold ialt, gennem 2010. Og ikke mindst jeg har lært utrolig meget. Jeg har blandt andet lært, at dét, mennesker tager til sig - og med sig - er dét, vi kalder coach-pyramiden, fundamentet for den værdsættende samtale: NÆRVÆR- LYTTEN - SPØRGEN. Og vi har eksperimenteret. Lagt asfalt, mens vi kører. Lagt nodepapiret på hylden og spillet efter gehør. F.eks. har der været brug for at udvikle på dét at 'reframe'. Sætte ind i en ny ramme. Lede efter ressourcer i stedet for fejl, løsninger i stedet for problemer, muligheder fremfor begrænsninger, styrkende overbevisninger fremfor hæmmende. Reframing kan åbne nye muligheder i en fastlåst kommunikationsform. Det kan da godt være, det er sandt, at glasset er halvt tomt - og det kan være lige så sandt, at det er halvt fyldt :o)
Kommer til at tænke på historien om de to koner oppe i Norge, som boede i hver sit hus - det var en meget streng vinter. Hver kone have en hel fårekølle på loftet. Den ene kone gik hver dag op og sagde til sig selv, mens hun skar sig en skive: 'I dag nøjes jeg med det dårligste stykke'. Den anden kone gjorde det samme, skar sig dagligt en skive og sagde til sig selv: 'I dag tager jeg det bedste stykke' Da vinteren var ovre, og foråret piblede frem, havde den ene kone hele vinteren igennem, hver eneste dag, kun fået det dårligste stykke, mens den anden hver eneste dag gennem hele den strenge vinter havde fået det bedste stykke.

lørdag den 4. december 2010

'Narrativ hverdagscoaching'

Narrativ hverdagscoaching var lige noget, jeg fandt på i farten - og det er bare, fordi vi allesammen altid allerede går og praktiserer, slog det mig. Lad os endelig få mere af dét!
Jeg tænker, som andre, at der ligger en enorm, skabende kraft i sproget, én har udtrykt det således, jeg husker ikke ophavsmanden eller -kvinden: 'det sprog, vi bruger, er med til at skabe den virkelighed, vi ønsker'. Peter Drücker fastslår mere kategorisk: 'Den bedste måde at forudsige fremtiden på, er ved at skabe den'. Det er da bare med at komme i gang.
Jeg har netop afholdt kursus, hvor der blev fortalt historier. Og hvilke historier! Sandhed eller løgn? Fakta eller myter? Det har mindre betydning, for betydningen vælger vi selv, hver eneste af os. Hvad er MENINGEN?
Jeg er lige faldet over et par citater fra Karen Blixen fra Thomas Dinesens bog 'Tanne - min søster Karen Blixen'. Hun siger, jf. Thomas, et sted: '....jeg var så usikker, og kunde ikke blive andet, før jeg havde hørt min egen Stemme, set mig selv i det Spejl, som et andet menneske, til hvem man taler, er - gjort mine Regnskaber op...'
Og i Ngnong i 1927, hvor hun læser og hører om de nye videnskaber, siger hun: '...Jeg synes, at Phansasi er en af de Egenskaber - om ikke den Egenskab, som Menneskeheden skylder allermest i sin Udvikling, uden den var intet blevet skabt, - og jeg tror jo endnu, som bekendt, paa, at Begrebet Hund blev skabt inden de enkelte Hunde, - og i det hele taget: skab et Begreb, saa skal Hunden nok komme efter!...'

søndag den 14. november 2010

Mumi-Mor

Her under weekendens kursus måtte jeg lige repetere historien om Mumi-Mor og Det Usynlige Barn: Lille Mimi kommer til mumitroldene, for at de skal gøre hende synlig igen. Hun er nemlig blevet usynlig, fordi hun boede hos en dame, som skulle tage sig af hende, men som var ironisk fra morgen til aften, og så blev Mimi mere og mere utydelig, og til sidst kunne man slet ikke se hende.
Mumifamilien ser en kjole, et par sko og et halsbånd med en lille klokke, så man i det mindste kan høre hende, Mimi. 'Kan hun rense svampe+', er det første spørgsmål, der stilles. Mumimor syr en rød kjole og en rød hårsløjfe til Mimi, kigger i mormors opskriftsbog for medicin mod usynlighed, men medicin har ingen effekt, så mumifamilien vænner sig til at se en rød kjole og en rød sløjfe i hælene på Mumi-Mor. Og dog, der kommer et par fødder til syne efterhånden. Mumi-Mor tænker ved sig selv, at 'Mimi har nok brug for at være usynlig lidt endnu', og 'folk har vel klaret sig uden hovede før, og måske er Mimi ikke særligt køn', så....
Mimi FÅR sig ansigt igen. Hun bliver nemlig vred, da Mumi-Far for sjov vil lade, som om han vil smide Mumi-Mor ned fra badebroen. Han når knapt at nærme sig, før Mimis lille tandsæt sætter sig i hans hale! SÅ kan Mimi ses. 'Hun er jo SØD', lyder Mumitroldens kommentar. Og Mumi-Mor tænker ved sig selv, at det nok er mormors medicin, der virker.
Det tror jeg ikke. Jeg tror, det er ANERKENDELSE, der virker. Det er derfor, jeg ofte fortæller historien, når jeg træner coaching, SA-Coaching, som står for Systemisk Anerkendende Coaching. Anerkendelse er ikke ros. Anerkendelse er opmærksomhed, IKKE-DØMMENDE OPMÆRKSOMHED. Nogle kalder det MINDFULLNES. Nogle AWARENESS. At være opmærksomt lyttende - og lyttende - dét er anerkendelse. Blot en konstatering af, at sådan er det....nå, det er sådan, det giver mening for ham/hende, der sidder overfor. Aha.

lørdag den 30. oktober 2010

Recovery og coaching

Efter to interessante og tankevækkende konferencedage i Selskabet for Psykosocial Rehabilitering om recovery, med både spændende foredrag og flere wisdom-circles blandt praktikere fra det ganske land, ja, så spørger vi både os selv og hinanden: når recovery, altså dét at komme sig efter og/eller med en psykiatrisk diagnose, faktisk sker med eller uden professionel hjælp og støtte, hvordan indretter vi så systemer/organisationer, som understøtter disse processer?
I socialpsykiatrien har vi i særlig grad recovery for øje. Vi taler om det. Vi undersøger. Evidensen for, at det sker, står lige foran os i form af de mange mennesker, som ER kommet sig, og som har skabt sig en tilværelse, et LIV. Vi sætter os som mål at arbejde 'recoveryorienteret'. Og vi vil gerne udvikle praksisser, der understøtter. For recovery er IKKE nogen metode (for professionelle), det er 'ejerens' egen proces.
Jeg tænker, vi må opgive det gamle sundhedsfaglige paradigme: vi skal sikre, at de 'syge' får medicin, vi skal sikre personlige pleje. Sikre, at mennesker får et lødigt måltid. Udføre boligsocialt arbejde blandt de sindslidende. Stille botilbud til rådighed for dem, der har brug for dét. Etc.
Det skal 'vi' naturligvis. Og vi udvikler relationskompetencerne hos medarbejdere af alle slags. Vel vidende, at vi som professionelle 'hjælpere' slet ikke spiller dén rolle i den enkeltes recoveryproces, som vi gerne vil.
Organisationen/samfundets institutioner kan understøtte disse recoveryprocesser, når vi professionelle udvikler en ny empowerment-practise, nemlig coaching. Coaching bygger på at udvikle NÆRVÆR, udvikle LYTTEN og udvikle SPØRGEN. Ikke rådgivning og vejledning. Og ICF's (International Coach Federation) etiske fundament passer som hånd i handske med respekten for, at recovery er menneskets EGEN proces, ansvar - og ret til selvbestemmelse. ICF's Code of Ethics lyder nogenlunde sådan her:

Fokuspersonen er selv ekspert i eget liv og arbejde.
Fokuspersonen er ressourcefuld, kreativ og hel.
Coachens ansvar er:
  • opdage, klarlægge og tilpasse, hvad Fokuspersonen ønsker at opnå
  • tilskynde Fokuspersonens selvopdagelse
  • fremme Fokuspersonens selv-genererede løsninger og strategier
  • holde Fokuspersonen ansvarlig
Did you get the point? Med dén etiske fordring i baglommen kan vi sætte handling bag de gode intentioner: at lade den psykisk sårbare overtage førersædet. Blive høvding i eget liv. Og hvad vi ellers bruger af metaforer.
Dér, hvor jeg arbejder, er vi i gang. Jeg/vi holder kurser i hverdagscoaching for ansatte og brugere sammen. 80 mennesker vil ved årets udgang have modtaget kursusbeviser. Det rykker. Især dét at skelne mellem dit og mit: MIN udfordring? Din? Mine mål? Dine? Hvem er eksperten?

mandag den 18. oktober 2010

mønsterbrydning? recovery?

Jeg færdes i tilsyneladende vidt forskellige, professionelle miljøer. Døgninstitution for unge. Socialpsykiatrisk miljø for psykisk sårbare mennesker. Og min lille Ordbutik med coaching og facilitering.
Da det nu står på forsiden af sidste nummer af Socialpædagogen, mit fagblad, at 'Karen gjorde forskellen', så kommer jeg til at tænke over, hvori forskellen består mellem de ovenfornævnte miljøer - og hvori ligheden består. Især det sidste, for det første er åbenlyst. Og hvad er forskellen i tid? For næsten 30 år siden lyttede jeg som socialpædagog til en lille unge, som nu viser sig i samme fagblad som mønsterbryder, idet Lisbeth i 2010 blev udnævnt som formand for Børnerådet, akademiker, IT-strategisk rådgiver - og med en ubeskrivelig opvækst med grov omsorgssvigt i bagagen.
Nu lytter jeg til voksne mennesker, som er stigmatiserede med mange psykiatriske diagnoser. Nogle kommer sig. Dét kalder vi recovery.
Både mønsterbrydning og recovery er processer, den enkeltes helt invidivuelle proces. Det er ikke nogen professionel metode.
Men vi professionelle kan godt lære af alle de mange historier, der efterhånden er samlet om disse processer. Og jeg tror på, at hvis jeg eller du kan gøre nogen forskel overhovedet, så er nøglen at LYTTE. Lytte til den lille unge. Lytte til den psykisk sårbare voksne. Lytte til dén, der er kørt fast eller kørt af sporet og ikke kan finde vej igen.
Og det virkeligt tankevækkende er, at dét at lytte var og er en mangelvare, som vi nærmest skal bestille tid til - og betale for. Hvor svært kan det være?

lørdag den 9. oktober 2010

tyggegummi for øregangene

I morgen tidligt vil jeg slå lydlapperne ud for HELT gratis at blive underholdt på P1/Eksistens, som introducerer til en herlig filosofibog af Richard David Precht med den underfundige titel 'HVEM ER JEG - OG HVIS JA, HVOR MANGE' - og som (gen)fremstiller de helt fundamentale spørgsmål om, hvad et mennesker er for en størrelse - og han, Precht, har foreløbig solgt i 1 mill. eksemplarer - og dét er godt nok usædvanligt for en filosofibog!