Jeg færdes i tilsyneladende vidt forskellige, professionelle miljøer. Døgninstitution for unge. Socialpsykiatrisk miljø for psykisk sårbare mennesker. Og min lille Ordbutik med coaching og facilitering.
Da det nu står på forsiden af sidste nummer af Socialpædagogen, mit fagblad, at 'Karen gjorde forskellen', så kommer jeg til at tænke over, hvori forskellen består mellem de ovenfornævnte miljøer - og hvori ligheden består. Især det sidste, for det første er åbenlyst. Og hvad er forskellen i tid? For næsten 30 år siden lyttede jeg som socialpædagog til en lille unge, som nu viser sig i samme fagblad som mønsterbryder, idet Lisbeth i 2010 blev udnævnt som formand for Børnerådet, akademiker, IT-strategisk rådgiver - og med en ubeskrivelig opvækst med grov omsorgssvigt i bagagen.
Nu lytter jeg til voksne mennesker, som er stigmatiserede med mange psykiatriske diagnoser. Nogle kommer sig. Dét kalder vi recovery.
Både mønsterbrydning og recovery er processer, den enkeltes helt invidivuelle proces. Det er ikke nogen professionel metode.
Men vi professionelle kan godt lære af alle de mange historier, der efterhånden er samlet om disse processer. Og jeg tror på, at hvis jeg eller du kan gøre nogen forskel overhovedet, så er nøglen at LYTTE. Lytte til den lille unge. Lytte til den psykisk sårbare voksne. Lytte til dén, der er kørt fast eller kørt af sporet og ikke kan finde vej igen.
Og det virkeligt tankevækkende er, at dét at lytte var og er en mangelvare, som vi nærmest skal bestille tid til - og betale for. Hvor svært kan det være?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar