Recovery og coaching

Efter to interessante og tankevækkende konferencedage i Selskabet for Psykosocial Rehabilitering om recovery, med både spændende foredrag og flere wisdom-circles blandt praktikere fra det ganske land, ja, så spørger vi både os selv og hinanden: når recovery, altså dét at komme sig efter og/eller med en psykiatrisk diagnose, faktisk sker med eller uden professionel hjælp og støtte, hvordan indretter vi så systemer/organisationer, som understøtter disse processer?
I socialpsykiatrien har vi i særlig grad recovery for øje. Vi taler om det. Vi undersøger. Evidensen for, at det sker, står lige foran os i form af de mange mennesker, som ER kommet sig, og som har skabt sig en tilværelse, et LIV. Vi sætter os som mål at arbejde 'recoveryorienteret'. Og vi vil gerne udvikle praksisser, der understøtter. For recovery er IKKE nogen metode (for professionelle), det er 'ejerens' egen proces.
Jeg tænker, vi må opgive det gamle sundhedsfaglige paradigme: vi skal sikre, at de 'syge' får medicin, vi skal sikre personlige pleje. Sikre, at mennesker får et lødigt måltid. Udføre boligsocialt arbejde blandt de sindslidende. Stille botilbud til rådighed for dem, der har brug for dét. Etc.
Det skal 'vi' naturligvis. Og vi udvikler relationskompetencerne hos medarbejdere af alle slags. Vel vidende, at vi som professionelle 'hjælpere' slet ikke spiller dén rolle i den enkeltes recoveryproces, som vi gerne vil.
Organisationen/samfundets institutioner kan understøtte disse recoveryprocesser, når vi professionelle udvikler en ny empowerment-practise, nemlig coaching. Coaching bygger på at udvikle NÆRVÆR, udvikle LYTTEN og udvikle SPØRGEN. Ikke rådgivning og vejledning. Og ICF's (International Coach Federation) etiske fundament passer som hånd i handske med respekten for, at recovery er menneskets EGEN proces, ansvar - og ret til selvbestemmelse. ICF's Code of Ethics lyder nogenlunde sådan her:

Fokuspersonen er selv ekspert i eget liv og arbejde.
Fokuspersonen er ressourcefuld, kreativ og hel.
Coachens ansvar er:

• opdage, klarlægge og tilpasse, hvad Fokuspersonen ønsker at opnå
• tilskynde Fokuspersonens selvopdagelse
• fremme Fokuspersonens selv-genererede løsninger og strategier
• holde Fokuspersonen ansvarlig

Did you get the point? Med dén etiske fordring i baglommen kan vi sætte handling bag de gode intentioner: at lade den psykisk sårbare overtage førersædet. Blive høvding i eget liv. Og hvad vi ellers bruger af metaforer.
Dér, hvor jeg arbejder, er vi i gang. Jeg/vi holder kurser i hverdagscoaching for ansatte og brugere sammen. 80 mennesker vil ved årets udgang have modtaget kursusbeviser. Det rykker. Især dét at skelne mellem dit og mit: MIN udfordring? Din? Mine mål? Dine? Hvem er eksperten?