torsdag den 25. oktober 2012

Multi-tasking - eller nærvær?

For herre-mange år siden hørte jeg første gang ordet multi-tasking. Det var en betegnelse for en egenskab eller evne, min psykolog-veninde testede, når hun skulle lave de indledende psykologiske tests af pilot-aspiranter i det daværende Forsvarets Center for Lederskab, nu Forsvarsakademiet - altså hun afsøgte blandt meget andet evnen til i en presset situation at holde opmærksomheden på flere forhold på samme tid - og ikke mindst evnen til at reagere adækvat på de stimuli, som en teknisk set kompliceret flyvekabine frembyder, når der skal træffes beslutninger om handling i situationer, som kræver andet og mere end autopilot, som f.eks. nødlandinger.
Multi-tasking er altså en god evne at have i kritiske situationer.
Ordet er nu blevet en del af dagligsproget. I 00'erne sneg det sig ind som en positiv evne. Først talte vi om et særligt amme-hormon, som gør nybagte mødre i stand til at gøre flere ting på én gang - der var altså tale om et rent fysiologisk/biologisk fænomen. Senere blev det, uomgængeligt,  til en gangbar vits, at mænd ikke kan multi-task'e. Det skal jeg ikke afgøre.
Men med det blotte øje, og det er dét, vi kalder evidens, kan jeg se, at mange, mange mennesker af begge køn praktiserer multi-tasking - og det er gjort til en dyd.
Indrømmet, jeg var imponeret over, at mine teenage-børn kunne læse lektier og høre P3 samtidigt - og dybt bøjet over matematikken kunne de afbryde sig selv og trykke på optage-knappen på båndoptageren, i samme sekund deres yndlingsnummer blev præsenteret.
Det er VAND ved siden af, hvad moderne mennesker i almindelighed, i vores del af verden i hvert tilfælde, kan præstere. Også jeg. Og jeg forundret se, hvordan et menneske kan tale i telefon samtidig med, at han/hun cykler barnet til vuggestuen, barnet, som ikke kan nå sin sut, alt imens forælder'en træder i pedalerne, svinger til højre med armen korrekt rakt ud og (måske) bremser for den fodgænger, som træder ud i fodgængerfeltet, fordybet i en mobiltelefonsamtale og i tryg forvisning om, at han/hun har ret til at gå over for grønt.
Det er også imponerende, hvordan mennesker mestrer en hverdag på arbejdspladsen med smartphones, som, midt i en opgave/en samtale, fortæller, at der er 'nogen', som vil i kontakt - og efter et hurtigt blik på 'afsenderen' må der træffes en lynhurtig afgørelse af vigtigheden af hurtig reaktion og dermed midlertidig afbrydelse af den igangværende opgave eller af samtalen.
Evnen til multi-tasking, vil jeg hævde, er tillært og ikke biologisk/hormonelt/fysiologisk betinget - og det er absolut en dyd - altså en god evne at have.
Jeg tvivler imidlertid på, at det er absolut sundt at bruge denne evne til enhver tid - jeg tror, vi kan lære at spare den til kritiske situationer.
Det siger sig selv, at multi-tasking forringer nærværet - både nærværet mellem mennesker og den enkeltes fokus på dét, som er vigtigt eller vigtigst. I østlig tradition kaldes nærvær 'awareness' eller opmærksomhed? Der er mange, som kæmper om vores opmærksomhed. Reklamerne, vi prøver at ignorere på skærmen, Vennerne, som sms'er, mens vi sidder ved en candle-light middag med den udkårne. Chefen, som kalder til møde på smartphonen, mens du er fordybet i en vigtig samtale med en kollega. Bare for at tage nogle banale eksempler.
Det er en udfordring at bevare nærværet med de påtrængende krav fra ... alle de andre - og også fra dig selv, når du må skele til uret, fordi det er din tur til at hente.
Den voksende industri af kurser i mindfullness kunne antyde, at multi-tasking kan ændre sig fra at være en ressource til at være et problem. Jeg tror ikke, der er nogen øvre grænse for, hvad vi kan lære at præstere - men der er måske en rent fysisk og mental grænse for, hvor længe....