søndag den 14. november 2010

Mumi-Mor

Her under weekendens kursus måtte jeg lige repetere historien om Mumi-Mor og Det Usynlige Barn: Lille Mimi kommer til mumitroldene, for at de skal gøre hende synlig igen. Hun er nemlig blevet usynlig, fordi hun boede hos en dame, som skulle tage sig af hende, men som var ironisk fra morgen til aften, og så blev Mimi mere og mere utydelig, og til sidst kunne man slet ikke se hende.
Mumifamilien ser en kjole, et par sko og et halsbånd med en lille klokke, så man i det mindste kan høre hende, Mimi. 'Kan hun rense svampe+', er det første spørgsmål, der stilles. Mumimor syr en rød kjole og en rød hårsløjfe til Mimi, kigger i mormors opskriftsbog for medicin mod usynlighed, men medicin har ingen effekt, så mumifamilien vænner sig til at se en rød kjole og en rød sløjfe i hælene på Mumi-Mor. Og dog, der kommer et par fødder til syne efterhånden. Mumi-Mor tænker ved sig selv, at 'Mimi har nok brug for at være usynlig lidt endnu', og 'folk har vel klaret sig uden hovede før, og måske er Mimi ikke særligt køn', så....
Mimi FÅR sig ansigt igen. Hun bliver nemlig vred, da Mumi-Far for sjov vil lade, som om han vil smide Mumi-Mor ned fra badebroen. Han når knapt at nærme sig, før Mimis lille tandsæt sætter sig i hans hale! SÅ kan Mimi ses. 'Hun er jo SØD', lyder Mumitroldens kommentar. Og Mumi-Mor tænker ved sig selv, at det nok er mormors medicin, der virker.
Det tror jeg ikke. Jeg tror, det er ANERKENDELSE, der virker. Det er derfor, jeg ofte fortæller historien, når jeg træner coaching, SA-Coaching, som står for Systemisk Anerkendende Coaching. Anerkendelse er ikke ros. Anerkendelse er opmærksomhed, IKKE-DØMMENDE OPMÆRKSOMHED. Nogle kalder det MINDFULLNES. Nogle AWARENESS. At være opmærksomt lyttende - og lyttende - dét er anerkendelse. Blot en konstatering af, at sådan er det....nå, det er sådan, det giver mening for ham/hende, der sidder overfor. Aha.