onsdag den 24. august 2011

Gregory Bateson

Jeg har lige siddet til en konference på Institut for Idræt, KU, hvor man havde inviteret Gregory Batesons datter Nora til en fremvisning af sin film om (og med) sin far - og ikke mindst hans tanker og banebrydende idéer. Bateson, som var antropolog (blandt meget andet) rejste i 30'erne i Borneos jungle og fandt en måde at studere et samfund indefra - han blev én af fædrene til den systemiske tænkning og til 2. ordens kybernetikken. Hvad enten det var søstjerner eller mennesker, han studerede, blev han optaget af, at man ikke kan studere et 'noget' uden at se på de systemer, dette 'noget' indgår i. Søstjerner og anemoner og mennesker har udviklet sig i et samspil med omgivelserne og vil altid stræbe efter balance eller ligevægt - det økologiske princip, som vi også bruger i coachingen og i familiebehandling, ligesom det er et princip i naturen.
Heldigvis har Nora kunnet samle en perlerække af filmklip med sin far, når han på den enklest tænkelige måde fortæller om, hvordan han tænker, når han ser - filmen hedder An Ecology of Mind - og Batesons tænkning revolutionerer vores vanemæssige, logiske tænkemåde. 'Alting har en årsag', har vi vidst siden Aristoteles. Bateson finder en endnu ældre filosof som sin ledestjerne, nemlig Heraklit, som 'så' og konstaterede, at 'alt flyder' og 'man kan ikke bade i den samme flod to gange'. Nora, Batesons datter, supplerer med at hævde, at man endog ikke kan kysse det samme menneske to gange.
I filmen siger Bateson, at de fleste nok vil hævde at have 5 fingre på hver hånd. Nixen. Man overser noget væsentligt, at man har 4 mellemrum! De 5 fingre i sig selv gør ingen forskel. En forskydning af fingrene, en ændring af mellemrummene, dét skaber forskel. Men vi SER det ikke.
Inden jeg fortaber mig helt, vil jeg huske på, at Nora's film indtil nu kun har været fremvist nogle få gange, og jeg forlod ikke instituttet, før jeg havde fået vished for, at den bliver tilgængelig. I efteråret får den premiere i USA som biograffilm og kommer nok først derefter til Europa. Mit håb er, at den vil blive tilgængelig, også på DVD - og i dét øjeblik vil jeg arrangere fremvisninger for alle, jeg kender, som måtte interessere sig for dén systemiske tænkning, som er udgangspunkt for bl.a. den SA-coaching, som jeg og mange andre praktiserer. Gid jeg havde en kopi NU - jeg ville gerne se den endnu engang i dag, NU

tirsdag den 22. marts 2011

You are not caught in the traffic - you ARE the traffic

Det er uundgåeligt, når man som jeg bruger en del af livet i trafikken, at fundere over dén kommunikation eller mangel på samme, der foregår - i og fra og mellem bilerne i trafikken. Og hvor meget kludder, der sker, når vi ikke 'stemmer sammen', følger de vedtagne regler for samfærdsel. I mange andre (praksis-)fællesskaber, har vi tendens til samstemmighed, regulere vores egen og andres adfærd ved tegn, ord etc. I trafikken findes kun tegn, ikke så mange ord. Til gengæld er der uhindret adgang til en yderst menneskelig, privat indendørssport, nemlig at tillægge andre (trafikanter) både egenskaber og også intentioner - og så reagere ud fra dét, som egentlig stammer fra os selv. 'Ham den idiot, der lige stjal min bremselængde, han er garanteret bare en egoist, der vil FØRST frem' - eller 'ham, den idiot, der lige stjal min bremselængde..., nåeh, han vidste nok ikke, hvad jeg ved, at han forlængst skulle have valgt vejbane, han er nok fra Nørre Vorupør...' To fortolkninger af den samme situation - med to forskellige reaktioner: irritation eller forståelse/tilgivelse.
Samstemmighed er en praktisk ting i fællesskaber. Jeg udfordres dagligt i en bestemt motorvejsafkørsel med danskernes (ikke mine egne, naturligvis) dårlige vaner med at flette trafikken. I Frankrig har jeg oplevet noget andet, om det så er godt eller skidt, dét får være. Men når jeg bliver involveret i motrovejsnettet omkring f.eks. Lyon, SÅ skal der flettes! Og skik følge eller land fly - der er åbenbart konsensus om, hvordan - så jeg prøver at stemme i. Og det gør jeg ved at skyde hjertet op i halsen, trykke speederen i bund og så suse ud og ind blandt de andre trafikanter i andre vognbaner med 120 km i timen, for sådan gør man dér.
Jeg har på fornemmelsen, at det er dét, der sker på informationsmotorvejen også, fuld kraft frem, kamp om (tale)tiden - og hvis vi alle spiller efter samme regler, så går det gnidningsløst uden sammenstød. Og hvis du tøver - f.eks. tænker over, hvad du lige har hørt - så sker der et mis-match i kommunikationen, og du må standse på en rasteplads for ikke at genere de øvrige trafikanter. Medmindre du går helt i stå, for så må du finde advarselstrekanten frem fra babagerummet.