lørdag den 14. december 2013

Kunst og coaching?

Hvordan kan kunst og coaching have at gøre med hinanden? Sikkert meget. Er coaching et
værktøj for kunstneren - eller er kunsten er værktøj for coachen?
Jeg vil gerne fortælle en historie om, hvordan kunstneren kan coache coachen - og endda ordløst.
For et par år siden - eller var det tre? - var jeg arbejdsmæssigt i en uønsket situation, som jeg ikke havde indflydelse på. Det betød, at jeg måtte tage afsked efter mange år med min daværende arbejdsplads for at træde ind i en anden, tilsvarende stilling i samme organisation - dét, man kalder ledelsesrokade. Denne afskedsfest blev overværet af en kunstner, Alexander Volodarski, som ordløst hjalp mig ud i bilen med alle gaver og blomster, og som tilbød at male mit portræt. I halvmørket stak han mig sit visitkort.
Min første reaktion var 'Haha, et portræt af mig? Hvor selvoptaget har man lov at være?' Det sagde jeg ikke højt. Da jeg kom hjem og i lyset så hans visitkort, hvor der på den ene side var trykt en portrættegning fra hans hånd, blev jeg forundret og betaget over, at sådan kan portrætkunst altså også være? Og med ét forstod jeg, at det var en gave, han gav mig. Jeg kontaktede ham, og vi aftalte at mødes i hans atelier, som dengang var Stamkunsten i Sct. Pedersstræde i Kbh. Hér sad vi så, sene eftermiddage en vinter igennem. En anden kunstner foreslog mig at tage en bog med, fordi det var så kedeligt at sidde model - jeg tog i stedet et strikketøj med og satte mig tilrette med brillerne på næsen og begyndelsen til en sok i hænderne.
Kedeligt var det nu langtfra. Det var akavet, første gang. Alexander og jeg talte ikke sammen. Han stirrede på mig og dernæst på staffeliet. Jeg kunne ikke umiddelbart se, hvad han udrettede med blyanter og pensler, men jeg iagttog ham i smug, mens tankerne, mine tanker, svirrede rundt uden retning, men alene i kontakt med de mangfoldige følelser af ubehag, ubekvemhed, akavethed, jeg mødte hos mig selv. Allerførst én gang til: Hvor selvoptaget at sidde model for en kunstner! Så: Hvordan vil jeg gerne vise mig for kunstneren? Og så, med mange mellemregninger: Jeg er jo ikke herre over, hvad han ser - jeg er i hvert tilfælde ikke herre over, hvordan han fortolker dét, han ser, og formidler det til lærredet. Men han er omvendt heller ikke herre over, hvordan JEG ser HAM?
Jeg nåede at vænne mig til at se på lærredet også. Først en grå skitse. Det var ret dystert, hvad jeg så. I løbet af mange, mange mørke vintereftermiddage vænnede jeg mig til bare at sidde. Alexander krævede kun, at jeg altid havde det samme tørklæde om halsen - og en dag bad ham mig tage brillerne af. Først da fik jeg øjne på portrættet, øjne, som så. Baggrunden var fortsat mørk og dyster. I takt med de mange erkendelseslag, jeg nåede igennem via den ordløse kontakt mellem Alexander, portrættet og ikke mindst mig selv, begyndte også sindets større farverigdom at afspejles i portrættet, og da foråret kom, fik jeg endda en lysende baggrund - og liv i øjnene igen.
Det var ved at være tydeligt for mig, at processen med portrætteringen afspejlede så præcist, hvordan jeg kom igennem en mørk tid for endelig igen at kunne 'se' alle nuancerne i tilværelsen. Jeg sansede OGSÅ, ved at iagttage kunstneren, hvornår han ikke var tilfreds med arbejdet - og det store gennembrud med den lysende baggrund var en gensidig befrielse - vi 'smittede' hinanden.
Billedet er hos Alexander. Processen er hos mig. Det vil sige, at den er også Alexanders, for vi har efter disse mange timer i tavshed drukket en del kaffe sammen MED ord, hvor vi har prøvet at sætte ord på alle disse anelser, som vi har delt - og dét er ikke let, for sproget rækker ikke til. Prøv, hvis du har lyst - og mod til at møde dig selv i kunstnerens øjne. Tak for gaven, Alexander.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar