Jeg har lige siddet til en konference på Institut for Idræt, KU, hvor man havde inviteret Gregory Batesons datter Nora til en fremvisning af sin film om (og med) sin far - og ikke mindst hans tanker og banebrydende idéer. Bateson, som var antropolog (blandt meget andet) rejste i 30'erne i Borneos jungle og fandt en måde at studere et samfund indefra - han blev én af fædrene til den systemiske tænkning og til 2. ordens kybernetikken. Hvad enten det var søstjerner eller mennesker, han studerede, blev han optaget af, at man ikke kan studere et 'noget' uden at se på de systemer, dette 'noget' indgår i. Søstjerner og anemoner og mennesker har udviklet sig i et samspil med omgivelserne og vil altid stræbe efter balance eller ligevægt - det økologiske princip, som vi også bruger i coachingen og i familiebehandling, ligesom det er et princip i naturen.
Heldigvis har Nora kunnet samle en perlerække af filmklip med sin far, når han på den enklest tænkelige måde fortæller om, hvordan han tænker, når han ser - filmen hedder An Ecology of Mind - og Batesons tænkning revolutionerer vores vanemæssige, logiske tænkemåde. 'Alting har en årsag', har vi vidst siden Aristoteles. Bateson finder en endnu ældre filosof som sin ledestjerne, nemlig Heraklit, som 'så' og konstaterede, at 'alt flyder' og 'man kan ikke bade i den samme flod to gange'. Nora, Batesons datter, supplerer med at hævde, at man endog ikke kan kysse det samme menneske to gange.
I filmen siger Bateson, at de fleste nok vil hævde at have 5 fingre på hver hånd. Nixen. Man overser noget væsentligt, at man har 4 mellemrum! De 5 fingre i sig selv gør ingen forskel. En forskydning af fingrene, en ændring af mellemrummene, dét skaber forskel. Men vi SER det ikke.
Inden jeg fortaber mig helt, vil jeg huske på, at Nora's film indtil nu kun har været fremvist nogle få gange, og jeg forlod ikke instituttet, før jeg havde fået vished for, at den bliver tilgængelig. I efteråret får den premiere i USA som biograffilm og kommer nok først derefter til Europa. Mit håb er, at den vil blive tilgængelig, også på DVD - og i dét øjeblik vil jeg arrangere fremvisninger for alle, jeg kender, som måtte interessere sig for dén systemiske tænkning, som er udgangspunkt for bl.a. den SA-coaching, som jeg og mange andre praktiserer. Gid jeg havde en kopi NU - jeg ville gerne se den endnu engang i dag, NU
onsdag den 24. august 2011
tirsdag den 22. marts 2011
You are not caught in the traffic - you ARE the traffic
Det er uundgåeligt, når man som jeg bruger en del af livet i trafikken, at fundere over dén kommunikation eller mangel på samme, der foregår - i og fra og mellem bilerne i trafikken. Og hvor meget kludder, der sker, når vi ikke 'stemmer sammen', følger de vedtagne regler for samfærdsel. I mange andre (praksis-)fællesskaber, har vi tendens til samstemmighed, regulere vores egen og andres adfærd ved tegn, ord etc. I trafikken findes kun tegn, ikke så mange ord. Til gengæld er der uhindret adgang til en yderst menneskelig, privat indendørssport, nemlig at tillægge andre (trafikanter) både egenskaber og også intentioner - og så reagere ud fra dét, som egentlig stammer fra os selv. 'Ham den idiot, der lige stjal min bremselængde, han er garanteret bare en egoist, der vil FØRST frem' - eller 'ham, den idiot, der lige stjal min bremselængde..., nåeh, han vidste nok ikke, hvad jeg ved, at han forlængst skulle have valgt vejbane, han er nok fra Nørre Vorupør...' To fortolkninger af den samme situation - med to forskellige reaktioner: irritation eller forståelse/tilgivelse.
Samstemmighed er en praktisk ting i fællesskaber. Jeg udfordres dagligt i en bestemt motorvejsafkørsel med danskernes (ikke mine egne, naturligvis) dårlige vaner med at flette trafikken. I Frankrig har jeg oplevet noget andet, om det så er godt eller skidt, dét får være. Men når jeg bliver involveret i motrovejsnettet omkring f.eks. Lyon, SÅ skal der flettes! Og skik følge eller land fly - der er åbenbart konsensus om, hvordan - så jeg prøver at stemme i. Og det gør jeg ved at skyde hjertet op i halsen, trykke speederen i bund og så suse ud og ind blandt de andre trafikanter i andre vognbaner med 120 km i timen, for sådan gør man dér.
Jeg har på fornemmelsen, at det er dét, der sker på informationsmotorvejen også, fuld kraft frem, kamp om (tale)tiden - og hvis vi alle spiller efter samme regler, så går det gnidningsløst uden sammenstød. Og hvis du tøver - f.eks. tænker over, hvad du lige har hørt - så sker der et mis-match i kommunikationen, og du må standse på en rasteplads for ikke at genere de øvrige trafikanter. Medmindre du går helt i stå, for så må du finde advarselstrekanten frem fra babagerummet.
Samstemmighed er en praktisk ting i fællesskaber. Jeg udfordres dagligt i en bestemt motorvejsafkørsel med danskernes (ikke mine egne, naturligvis) dårlige vaner med at flette trafikken. I Frankrig har jeg oplevet noget andet, om det så er godt eller skidt, dét får være. Men når jeg bliver involveret i motrovejsnettet omkring f.eks. Lyon, SÅ skal der flettes! Og skik følge eller land fly - der er åbenbart konsensus om, hvordan - så jeg prøver at stemme i. Og det gør jeg ved at skyde hjertet op i halsen, trykke speederen i bund og så suse ud og ind blandt de andre trafikanter i andre vognbaner med 120 km i timen, for sådan gør man dér.
Jeg har på fornemmelsen, at det er dét, der sker på informationsmotorvejen også, fuld kraft frem, kamp om (tale)tiden - og hvis vi alle spiller efter samme regler, så går det gnidningsløst uden sammenstød. Og hvis du tøver - f.eks. tænker over, hvad du lige har hørt - så sker der et mis-match i kommunikationen, og du må standse på en rasteplads for ikke at genere de øvrige trafikanter. Medmindre du går helt i stå, for så må du finde advarselstrekanten frem fra babagerummet.
søndag den 19. december 2010
Jule-quiz
The Cab Horse's Charter!
Droskehesten har visse minimumsrettigheder: tag over hovedet, føde og arbejde. Og skønt det er absolut ydmyge standarder, er disse rettigheder uopnåelige for millioner af vores medmennesker, og alene i Danmark for tusinder og atter tusinder.
Hvem har skrevet The Cab Horse's Charter? Og hvornår?
Claus Hjort Frederiksen i 2008?
Thorvald Stauning i 1935?
William Booth i 1890?
Blandt de rigtige svar udtrækkes ét af Notarius Publicus, og den heldige vinder opnår retten til at bære badgen 'NY REGERING - NU!'
Droskehesten har visse minimumsrettigheder: tag over hovedet, føde og arbejde. Og skønt det er absolut ydmyge standarder, er disse rettigheder uopnåelige for millioner af vores medmennesker, og alene i Danmark for tusinder og atter tusinder.
Hvem har skrevet The Cab Horse's Charter? Og hvornår?
Claus Hjort Frederiksen i 2008?
Thorvald Stauning i 1935?
William Booth i 1890?
Blandt de rigtige svar udtrækkes ét af Notarius Publicus, og den heldige vinder opnår retten til at bære badgen 'NY REGERING - NU!'
lørdag den 18. december 2010
I mål!
Jeg har lige sammen med fru Frandsen afsluttet et års arbejde med undervisning af ansatte og brugere i Socialpsykiatrien i Høje-Taastrup Kommune. 'Den Værdsættende Samtale', kaldte vi kurserne. Den titel har jeg arvet fra nu afdøde Tom Andersen, som fandt frem til den efter at have arbejdet med systemisk, anerkendende kommunikation i herre mange år. 'Hverdagscoaching' kunne det lige så godt have heddet. Eller AI. Men nogle vil måske tro, det handler om Artificial Intelligence i stedet for Appreciative Inquiry - og dén misforståelse ville være lidt ærgrelig,
Ca. 100 mennesker + Birgitte og mig har investeret energi og arbejdsglæde i hverdagscoaching, 8 hold ialt, gennem 2010. Og ikke mindst jeg har lært utrolig meget. Jeg har blandt andet lært, at dét, mennesker tager til sig - og med sig - er dét, vi kalder coach-pyramiden, fundamentet for den værdsættende samtale: NÆRVÆR- LYTTEN - SPØRGEN. Og vi har eksperimenteret. Lagt asfalt, mens vi kører. Lagt nodepapiret på hylden og spillet efter gehør. F.eks. har der været brug for at udvikle på dét at 'reframe'. Sætte ind i en ny ramme. Lede efter ressourcer i stedet for fejl, løsninger i stedet for problemer, muligheder fremfor begrænsninger, styrkende overbevisninger fremfor hæmmende. Reframing kan åbne nye muligheder i en fastlåst kommunikationsform. Det kan da godt være, det er sandt, at glasset er halvt tomt - og det kan være lige så sandt, at det er halvt fyldt :o)
Kommer til at tænke på historien om de to koner oppe i Norge, som boede i hver sit hus - det var en meget streng vinter. Hver kone have en hel fårekølle på loftet. Den ene kone gik hver dag op og sagde til sig selv, mens hun skar sig en skive: 'I dag nøjes jeg med det dårligste stykke'. Den anden kone gjorde det samme, skar sig dagligt en skive og sagde til sig selv: 'I dag tager jeg det bedste stykke' Da vinteren var ovre, og foråret piblede frem, havde den ene kone hele vinteren igennem, hver eneste dag, kun fået det dårligste stykke, mens den anden hver eneste dag gennem hele den strenge vinter havde fået det bedste stykke.
Ca. 100 mennesker + Birgitte og mig har investeret energi og arbejdsglæde i hverdagscoaching, 8 hold ialt, gennem 2010. Og ikke mindst jeg har lært utrolig meget. Jeg har blandt andet lært, at dét, mennesker tager til sig - og med sig - er dét, vi kalder coach-pyramiden, fundamentet for den værdsættende samtale: NÆRVÆR- LYTTEN - SPØRGEN. Og vi har eksperimenteret. Lagt asfalt, mens vi kører. Lagt nodepapiret på hylden og spillet efter gehør. F.eks. har der været brug for at udvikle på dét at 'reframe'. Sætte ind i en ny ramme. Lede efter ressourcer i stedet for fejl, løsninger i stedet for problemer, muligheder fremfor begrænsninger, styrkende overbevisninger fremfor hæmmende. Reframing kan åbne nye muligheder i en fastlåst kommunikationsform. Det kan da godt være, det er sandt, at glasset er halvt tomt - og det kan være lige så sandt, at det er halvt fyldt :o)
Kommer til at tænke på historien om de to koner oppe i Norge, som boede i hver sit hus - det var en meget streng vinter. Hver kone have en hel fårekølle på loftet. Den ene kone gik hver dag op og sagde til sig selv, mens hun skar sig en skive: 'I dag nøjes jeg med det dårligste stykke'. Den anden kone gjorde det samme, skar sig dagligt en skive og sagde til sig selv: 'I dag tager jeg det bedste stykke' Da vinteren var ovre, og foråret piblede frem, havde den ene kone hele vinteren igennem, hver eneste dag, kun fået det dårligste stykke, mens den anden hver eneste dag gennem hele den strenge vinter havde fået det bedste stykke.
lørdag den 4. december 2010
'Narrativ hverdagscoaching'
Narrativ hverdagscoaching var lige noget, jeg fandt på i farten - og det er bare, fordi vi allesammen altid allerede går og praktiserer, slog det mig. Lad os endelig få mere af dét!
Jeg tænker, som andre, at der ligger en enorm, skabende kraft i sproget, én har udtrykt det således, jeg husker ikke ophavsmanden eller -kvinden: 'det sprog, vi bruger, er med til at skabe den virkelighed, vi ønsker'. Peter Drücker fastslår mere kategorisk: 'Den bedste måde at forudsige fremtiden på, er ved at skabe den'. Det er da bare med at komme i gang.
Jeg har netop afholdt kursus, hvor der blev fortalt historier. Og hvilke historier! Sandhed eller løgn? Fakta eller myter? Det har mindre betydning, for betydningen vælger vi selv, hver eneste af os. Hvad er MENINGEN?
Jeg er lige faldet over et par citater fra Karen Blixen fra Thomas Dinesens bog 'Tanne - min søster Karen Blixen'. Hun siger, jf. Thomas, et sted: '....jeg var så usikker, og kunde ikke blive andet, før jeg havde hørt min egen Stemme, set mig selv i det Spejl, som et andet menneske, til hvem man taler, er - gjort mine Regnskaber op...'
Og i Ngnong i 1927, hvor hun læser og hører om de nye videnskaber, siger hun: '...Jeg synes, at Phansasi er en af de Egenskaber - om ikke den Egenskab, som Menneskeheden skylder allermest i sin Udvikling, uden den var intet blevet skabt, - og jeg tror jo endnu, som bekendt, paa, at Begrebet Hund blev skabt inden de enkelte Hunde, - og i det hele taget: skab et Begreb, saa skal Hunden nok komme efter!...'
Jeg tænker, som andre, at der ligger en enorm, skabende kraft i sproget, én har udtrykt det således, jeg husker ikke ophavsmanden eller -kvinden: 'det sprog, vi bruger, er med til at skabe den virkelighed, vi ønsker'. Peter Drücker fastslår mere kategorisk: 'Den bedste måde at forudsige fremtiden på, er ved at skabe den'. Det er da bare med at komme i gang.
Jeg har netop afholdt kursus, hvor der blev fortalt historier. Og hvilke historier! Sandhed eller løgn? Fakta eller myter? Det har mindre betydning, for betydningen vælger vi selv, hver eneste af os. Hvad er MENINGEN?
Jeg er lige faldet over et par citater fra Karen Blixen fra Thomas Dinesens bog 'Tanne - min søster Karen Blixen'. Hun siger, jf. Thomas, et sted: '....jeg var så usikker, og kunde ikke blive andet, før jeg havde hørt min egen Stemme, set mig selv i det Spejl, som et andet menneske, til hvem man taler, er - gjort mine Regnskaber op...'
Og i Ngnong i 1927, hvor hun læser og hører om de nye videnskaber, siger hun: '...Jeg synes, at Phansasi er en af de Egenskaber - om ikke den Egenskab, som Menneskeheden skylder allermest i sin Udvikling, uden den var intet blevet skabt, - og jeg tror jo endnu, som bekendt, paa, at Begrebet Hund blev skabt inden de enkelte Hunde, - og i det hele taget: skab et Begreb, saa skal Hunden nok komme efter!...'
søndag den 14. november 2010
Mumi-Mor
Her under weekendens kursus måtte jeg lige repetere historien om Mumi-Mor og Det Usynlige Barn: Lille Mimi kommer til mumitroldene, for at de skal gøre hende synlig igen. Hun er nemlig blevet usynlig, fordi hun boede hos en dame, som skulle tage sig af hende, men som var ironisk fra morgen til aften, og så blev Mimi mere og mere utydelig, og til sidst kunne man slet ikke se hende.
Mumifamilien ser en kjole, et par sko og et halsbånd med en lille klokke, så man i det mindste kan høre hende, Mimi. 'Kan hun rense svampe+', er det første spørgsmål, der stilles. Mumimor syr en rød kjole og en rød hårsløjfe til Mimi, kigger i mormors opskriftsbog for medicin mod usynlighed, men medicin har ingen effekt, så mumifamilien vænner sig til at se en rød kjole og en rød sløjfe i hælene på Mumi-Mor. Og dog, der kommer et par fødder til syne efterhånden. Mumi-Mor tænker ved sig selv, at 'Mimi har nok brug for at være usynlig lidt endnu', og 'folk har vel klaret sig uden hovede før, og måske er Mimi ikke særligt køn', så....
Mimi FÅR sig ansigt igen. Hun bliver nemlig vred, da Mumi-Far for sjov vil lade, som om han vil smide Mumi-Mor ned fra badebroen. Han når knapt at nærme sig, før Mimis lille tandsæt sætter sig i hans hale! SÅ kan Mimi ses. 'Hun er jo SØD', lyder Mumitroldens kommentar. Og Mumi-Mor tænker ved sig selv, at det nok er mormors medicin, der virker.
Det tror jeg ikke. Jeg tror, det er ANERKENDELSE, der virker. Det er derfor, jeg ofte fortæller historien, når jeg træner coaching, SA-Coaching, som står for Systemisk Anerkendende Coaching. Anerkendelse er ikke ros. Anerkendelse er opmærksomhed, IKKE-DØMMENDE OPMÆRKSOMHED. Nogle kalder det MINDFULLNES. Nogle AWARENESS. At være opmærksomt lyttende - og lyttende - dét er anerkendelse. Blot en konstatering af, at sådan er det....nå, det er sådan, det giver mening for ham/hende, der sidder overfor. Aha.
Mumifamilien ser en kjole, et par sko og et halsbånd med en lille klokke, så man i det mindste kan høre hende, Mimi. 'Kan hun rense svampe+', er det første spørgsmål, der stilles. Mumimor syr en rød kjole og en rød hårsløjfe til Mimi, kigger i mormors opskriftsbog for medicin mod usynlighed, men medicin har ingen effekt, så mumifamilien vænner sig til at se en rød kjole og en rød sløjfe i hælene på Mumi-Mor. Og dog, der kommer et par fødder til syne efterhånden. Mumi-Mor tænker ved sig selv, at 'Mimi har nok brug for at være usynlig lidt endnu', og 'folk har vel klaret sig uden hovede før, og måske er Mimi ikke særligt køn', så....
Mimi FÅR sig ansigt igen. Hun bliver nemlig vred, da Mumi-Far for sjov vil lade, som om han vil smide Mumi-Mor ned fra badebroen. Han når knapt at nærme sig, før Mimis lille tandsæt sætter sig i hans hale! SÅ kan Mimi ses. 'Hun er jo SØD', lyder Mumitroldens kommentar. Og Mumi-Mor tænker ved sig selv, at det nok er mormors medicin, der virker.
Det tror jeg ikke. Jeg tror, det er ANERKENDELSE, der virker. Det er derfor, jeg ofte fortæller historien, når jeg træner coaching, SA-Coaching, som står for Systemisk Anerkendende Coaching. Anerkendelse er ikke ros. Anerkendelse er opmærksomhed, IKKE-DØMMENDE OPMÆRKSOMHED. Nogle kalder det MINDFULLNES. Nogle AWARENESS. At være opmærksomt lyttende - og lyttende - dét er anerkendelse. Blot en konstatering af, at sådan er det....nå, det er sådan, det giver mening for ham/hende, der sidder overfor. Aha.
lørdag den 30. oktober 2010
Recovery og coaching
Efter to interessante og tankevækkende konferencedage i Selskabet for Psykosocial Rehabilitering om recovery, med både spændende foredrag og flere wisdom-circles blandt praktikere fra det ganske land, ja, så spørger vi både os selv og hinanden: når recovery, altså dét at komme sig efter og/eller med en psykiatrisk diagnose, faktisk sker med eller uden professionel hjælp og støtte, hvordan indretter vi så systemer/organisationer, som understøtter disse processer?
I socialpsykiatrien har vi i særlig grad recovery for øje. Vi taler om det. Vi undersøger. Evidensen for, at det sker, står lige foran os i form af de mange mennesker, som ER kommet sig, og som har skabt sig en tilværelse, et LIV. Vi sætter os som mål at arbejde 'recoveryorienteret'. Og vi vil gerne udvikle praksisser, der understøtter. For recovery er IKKE nogen metode (for professionelle), det er 'ejerens' egen proces.
Jeg tænker, vi må opgive det gamle sundhedsfaglige paradigme: vi skal sikre, at de 'syge' får medicin, vi skal sikre personlige pleje. Sikre, at mennesker får et lødigt måltid. Udføre boligsocialt arbejde blandt de sindslidende. Stille botilbud til rådighed for dem, der har brug for dét. Etc.
Det skal 'vi' naturligvis. Og vi udvikler relationskompetencerne hos medarbejdere af alle slags. Vel vidende, at vi som professionelle 'hjælpere' slet ikke spiller dén rolle i den enkeltes recoveryproces, som vi gerne vil.
Organisationen/samfundets institutioner kan understøtte disse recoveryprocesser, når vi professionelle udvikler en ny empowerment-practise, nemlig coaching. Coaching bygger på at udvikle NÆRVÆR, udvikle LYTTEN og udvikle SPØRGEN. Ikke rådgivning og vejledning. Og ICF's (International Coach Federation) etiske fundament passer som hånd i handske med respekten for, at recovery er menneskets EGEN proces, ansvar - og ret til selvbestemmelse. ICF's Code of Ethics lyder nogenlunde sådan her:
Fokuspersonen er selv ekspert i eget liv og arbejde.
Fokuspersonen er ressourcefuld, kreativ og hel.
Coachens ansvar er:
Dér, hvor jeg arbejder, er vi i gang. Jeg/vi holder kurser i hverdagscoaching for ansatte og brugere sammen. 80 mennesker vil ved årets udgang have modtaget kursusbeviser. Det rykker. Især dét at skelne mellem dit og mit: MIN udfordring? Din? Mine mål? Dine? Hvem er eksperten?
I socialpsykiatrien har vi i særlig grad recovery for øje. Vi taler om det. Vi undersøger. Evidensen for, at det sker, står lige foran os i form af de mange mennesker, som ER kommet sig, og som har skabt sig en tilværelse, et LIV. Vi sætter os som mål at arbejde 'recoveryorienteret'. Og vi vil gerne udvikle praksisser, der understøtter. For recovery er IKKE nogen metode (for professionelle), det er 'ejerens' egen proces.
Jeg tænker, vi må opgive det gamle sundhedsfaglige paradigme: vi skal sikre, at de 'syge' får medicin, vi skal sikre personlige pleje. Sikre, at mennesker får et lødigt måltid. Udføre boligsocialt arbejde blandt de sindslidende. Stille botilbud til rådighed for dem, der har brug for dét. Etc.
Det skal 'vi' naturligvis. Og vi udvikler relationskompetencerne hos medarbejdere af alle slags. Vel vidende, at vi som professionelle 'hjælpere' slet ikke spiller dén rolle i den enkeltes recoveryproces, som vi gerne vil.
Organisationen/samfundets institutioner kan understøtte disse recoveryprocesser, når vi professionelle udvikler en ny empowerment-practise, nemlig coaching. Coaching bygger på at udvikle NÆRVÆR, udvikle LYTTEN og udvikle SPØRGEN. Ikke rådgivning og vejledning. Og ICF's (International Coach Federation) etiske fundament passer som hånd i handske med respekten for, at recovery er menneskets EGEN proces, ansvar - og ret til selvbestemmelse. ICF's Code of Ethics lyder nogenlunde sådan her:
Fokuspersonen er selv ekspert i eget liv og arbejde.
Fokuspersonen er ressourcefuld, kreativ og hel.
Coachens ansvar er:
- opdage, klarlægge og tilpasse, hvad Fokuspersonen ønsker at opnå
- tilskynde Fokuspersonens selvopdagelse
- fremme Fokuspersonens selv-genererede løsninger og strategier
- holde Fokuspersonen ansvarlig
Dér, hvor jeg arbejder, er vi i gang. Jeg/vi holder kurser i hverdagscoaching for ansatte og brugere sammen. 80 mennesker vil ved årets udgang have modtaget kursusbeviser. Det rykker. Især dét at skelne mellem dit og mit: MIN udfordring? Din? Mine mål? Dine? Hvem er eksperten?
Abonner på:
Opslag (Atom)