Hvordan kan kunst og coaching have at gøre med hinanden? Sikkert meget. Er coaching et
lørdag den 14. december 2013
onsdag den 15. maj 2013
Ordapotek!
Jeg har fået et vidunderlig gave - helt bogstaveligt :-) - et Ordapotek! Nu kan Ordbutikken således tilbyde en skadestue-service. Ordapoteket er en nyttig førstehjælpskasse at have ved hånden. Ved alvorlige traumer er det naturligvis fornuftigt at søge lægehjælp. Men mindre skader, små skrammer på selvtilliden f.eks. plejes og heles med fornuftig anvendelse af indholdet i mit Ordapotek. Også hvis du er fået i stå med dit lifescript, dine ambitioner, dine begreber om, hvad der er indhold og mening med tilværelsen, kan lidt førstehjælp måske hjælpe dig på gled igen.
Helt bogstaveligt, hø, indeholder Ordapoteket 224 udsagnsord, 186 tillægsord, 380 navneord, 64 stedord, 31 forholdsord, 51 udråbsord, 109 biord, 47 numeralier, 25 bindeord og 5 artikler.
Artiklerne er meget demokratiske - du kan bruge lige så mange, du vil, uanset hvor du er eller, hvem du er. Jeg citerer fra indlægssedlen: 'Du kan bruge artikler i enhver samtale, tekst eller anden ordveksling'..... og 'Brug ikke artikler, hvis du ikke vil ud af det ubestemte og ind i det bestemte'...
Navneordene modvirker (citat fra indlægssedlen) navnløshed, glemsel, og gives mod depression over denne verdens ufattelige mængder af ting. Og om dosering står der: 'Start med at bruge mindst 2 substantiver i hver sætning. Hold derefter pause og kontroller virkningen. Brug derefter substantiver omhyggeligt i forhold til de allerede anvendte substantiver og som foreskrevet af deres digter'.
Og således kunne jeg blive ved, sproget synes uudtømmeligt.
Kom og kig, hvis du er igang med at skrive din livshistorie, skrive dit liv. Eller bare har brug for at ytre dig! Så finder du måske et passende udråbsord. For udråbsordene 'er ubøjelige. De nægter at udtrykke sig anderledes. De angår følelser og motivation. De er provo-ord. De er lovord. De maler med lyd. De efterligner lyd.... Der er indberettet flere tilfælde af overdosering. Kontakt en digter, hvis du føler dig utilpas...'
D. 24.5. afholder vi iøvrigt i Ordbutikken den anden 'poetry-slam', hvor digtere, der HAR fået ar på krop og sjæl i barndommen, i livet, kommer TIL ORDE. Jeg tvivler på, at vi kommer til at mangle ord, men hvis, så kan vi se nærmere på, hvad Ordapoteket indeholder
Helt bogstaveligt, hø, indeholder Ordapoteket 224 udsagnsord, 186 tillægsord, 380 navneord, 64 stedord, 31 forholdsord, 51 udråbsord, 109 biord, 47 numeralier, 25 bindeord og 5 artikler.
Artiklerne er meget demokratiske - du kan bruge lige så mange, du vil, uanset hvor du er eller, hvem du er. Jeg citerer fra indlægssedlen: 'Du kan bruge artikler i enhver samtale, tekst eller anden ordveksling'..... og 'Brug ikke artikler, hvis du ikke vil ud af det ubestemte og ind i det bestemte'...
Navneordene modvirker (citat fra indlægssedlen) navnløshed, glemsel, og gives mod depression over denne verdens ufattelige mængder af ting. Og om dosering står der: 'Start med at bruge mindst 2 substantiver i hver sætning. Hold derefter pause og kontroller virkningen. Brug derefter substantiver omhyggeligt i forhold til de allerede anvendte substantiver og som foreskrevet af deres digter'.
Og således kunne jeg blive ved, sproget synes uudtømmeligt.
Kom og kig, hvis du er igang med at skrive din livshistorie, skrive dit liv. Eller bare har brug for at ytre dig! Så finder du måske et passende udråbsord. For udråbsordene 'er ubøjelige. De nægter at udtrykke sig anderledes. De angår følelser og motivation. De er provo-ord. De er lovord. De maler med lyd. De efterligner lyd.... Der er indberettet flere tilfælde af overdosering. Kontakt en digter, hvis du føler dig utilpas...'
D. 24.5. afholder vi iøvrigt i Ordbutikken den anden 'poetry-slam', hvor digtere, der HAR fået ar på krop og sjæl i barndommen, i livet, kommer TIL ORDE. Jeg tvivler på, at vi kommer til at mangle ord, men hvis, så kan vi se nærmere på, hvad Ordapoteket indeholder
torsdag den 11. april 2013
Filosofisk coaching - protreptik
Jeg glæder mig i denne tid..... :-) I næste uge begynder jeg et cerfiticeringsforløb i protreptik hos Ole Fogh Kirkeby.
PROTREP-hvad-for-noget? Ole Fogh Kirkeby, som er professor ved CBS, har genoptaget en tradition fra antikkens Grækenland, som hedder Protreptik - på moderne sprog kan man kalde det filosofisk coaching i ledelse. På min hjemmeside siger OFK selv i et YouTube-klip, at han plejer at huske ordet ved at sige PROPTRÆKKER. Men selv husker jeg nu bedst ordet ved at tænke på betydningen. Det kaldtes også FYRSTESPEJLET, og det betyder 'at vende et menneske mod sig selv'. Protreptikeren vil samtale med fyrsten/hærføreren - i vore dage lederen - en samtale, hvor værdier og grundholdninger er i fokus - men det forklarer OFK bedre selv i det korte klip.
I dag har jeg modtaget en bog, så jeg vil 'læse lektier', før jeg begynder forløbet med henblik på egentlig certificering hos 'mesteren'. Jeg har kredset om dette i flere år, har lyttet og lyttet, når jeg har set OFK 'praktisere' - og jeg har været på kursus hos ham. NU skal det være alvor med certificeringen - og det bliver både lærerigt og interessant - og sjovt.
PROTREP-hvad-for-noget? Ole Fogh Kirkeby, som er professor ved CBS, har genoptaget en tradition fra antikkens Grækenland, som hedder Protreptik - på moderne sprog kan man kalde det filosofisk coaching i ledelse. På min hjemmeside siger OFK selv i et YouTube-klip, at han plejer at huske ordet ved at sige PROPTRÆKKER. Men selv husker jeg nu bedst ordet ved at tænke på betydningen. Det kaldtes også FYRSTESPEJLET, og det betyder 'at vende et menneske mod sig selv'. Protreptikeren vil samtale med fyrsten/hærføreren - i vore dage lederen - en samtale, hvor værdier og grundholdninger er i fokus - men det forklarer OFK bedre selv i det korte klip.
I dag har jeg modtaget en bog, så jeg vil 'læse lektier', før jeg begynder forløbet med henblik på egentlig certificering hos 'mesteren'. Jeg har kredset om dette i flere år, har lyttet og lyttet, når jeg har set OFK 'praktisere' - og jeg har været på kursus hos ham. NU skal det være alvor med certificeringen - og det bliver både lærerigt og interessant - og sjovt.
torsdag den 22. november 2012
Kinæstetisk empati - hvad i alverden?
'Kinæstetisk empati'! Det var denne del af overskriften på en forelæsning på Institut for Idræt på KU v. Charlotte Svendler Nielsen, PhD og adjunkt samme sted, som fangede mit øje - er der virkelig nogen, som beskæftiger sig seriøst med dét, der sker eller kan ske i mødet mellem mennesker - og ja, det gør hun, hun forsker endda i det. Én af dem, hun selv har hentet meget fra, er en hollænder ved navn Van Manon, som har skrevet en bog herom 'The Tone of Teaching'.
Hun, Charlotte Svendler, bevæger sig i en hermeneutisk/fænomenologisk forskningstradition - og hun interesserer sig for dét, hun kalder de betydningsfulde øjeblikke i en undervisnings-, lærings- eller coachingsituation - og kinæstetisk empati forstår hun som en anerkendelse af den andens kinæstetiske oplevelse. Jeg vil aldrig kunne opleve en andens oplevelse af sig selv og kroppen i rummet. Men jeg kan bruge min sansning, også den kropslige, kinæstetiske, til at anerkende, at sådan er det - for ham/hende.
Jeg 'plejer' at tale om 'det unikke møde', der, hvor der sker 'noget' - en gensidighed, en resonnans - dét, som gør øjeblikket unikt, og som er drivkraften i udvikling - gensidigt.
Og jeg er helt betaget af, at nogen har givet det sådan et flot navn som kinæstetisk empati: kin: noget med at bevæge - aestesis: sansning - em: ind-? og patos: følelse - nogen kalder det bare kropsbevidsthed :o) eller forståelse af den kropslige dimension i udviklings- eller læringsprocesser.
Og helt konkret: Charlotte havde gjort feltstudier i skoleklasser og bragte en historie til torvs til at belyse den kinæstetiske empatis betydning i lære- og udviklingsprocesser. En lærer havde bedt eleverne medbringe deres bedste efterårsdigte. En dreng blev bedt om at læse sit digt højt. Han rejste sig, rødmende, og begyndte lidt usikkert. Læreren begyndte at bevæge sig i rummet, hun nærmede sig roligt denne dreng, da han afbrød sig selv og indskød en bemærkning om, at han svedte i hænderne. Læreren sagde JA, og hun lagde en hånd på hans ryg/skulder, mens han læste sit digt videre.
Jeg hæfter mig især ved, at hun ikke roser - blot anerkender, at sådan er det - for ham.
Således et eksempel på, hvordan hun brugte 'kinæstetisk empati' til konkret at støtte denne dreng, hvis usikkerhed hun formentlig kendte til i forvejen. Dét er et betydningsfuldt øjeblik.
Og Charlotte Vendler havde også sin opmærksomhed på den magtrelation, der ligger i, at læreren/underviseren i den sidst ende er dén, der giver karakterer. Hun havde et bud på en alternativ evaluering af eleven/den studerende: Hvad har eleven/den studerende lært mig?
Hun, Charlotte Svendler, bevæger sig i en hermeneutisk/fænomenologisk forskningstradition - og hun interesserer sig for dét, hun kalder de betydningsfulde øjeblikke i en undervisnings-, lærings- eller coachingsituation - og kinæstetisk empati forstår hun som en anerkendelse af den andens kinæstetiske oplevelse. Jeg vil aldrig kunne opleve en andens oplevelse af sig selv og kroppen i rummet. Men jeg kan bruge min sansning, også den kropslige, kinæstetiske, til at anerkende, at sådan er det - for ham/hende.
Jeg 'plejer' at tale om 'det unikke møde', der, hvor der sker 'noget' - en gensidighed, en resonnans - dét, som gør øjeblikket unikt, og som er drivkraften i udvikling - gensidigt.
Og jeg er helt betaget af, at nogen har givet det sådan et flot navn som kinæstetisk empati: kin: noget med at bevæge - aestesis: sansning - em: ind-? og patos: følelse - nogen kalder det bare kropsbevidsthed :o) eller forståelse af den kropslige dimension i udviklings- eller læringsprocesser.
Og helt konkret: Charlotte havde gjort feltstudier i skoleklasser og bragte en historie til torvs til at belyse den kinæstetiske empatis betydning i lære- og udviklingsprocesser. En lærer havde bedt eleverne medbringe deres bedste efterårsdigte. En dreng blev bedt om at læse sit digt højt. Han rejste sig, rødmende, og begyndte lidt usikkert. Læreren begyndte at bevæge sig i rummet, hun nærmede sig roligt denne dreng, da han afbrød sig selv og indskød en bemærkning om, at han svedte i hænderne. Læreren sagde JA, og hun lagde en hånd på hans ryg/skulder, mens han læste sit digt videre.
Jeg hæfter mig især ved, at hun ikke roser - blot anerkender, at sådan er det - for ham.
Således et eksempel på, hvordan hun brugte 'kinæstetisk empati' til konkret at støtte denne dreng, hvis usikkerhed hun formentlig kendte til i forvejen. Dét er et betydningsfuldt øjeblik.
Og Charlotte Vendler havde også sin opmærksomhed på den magtrelation, der ligger i, at læreren/underviseren i den sidst ende er dén, der giver karakterer. Hun havde et bud på en alternativ evaluering af eleven/den studerende: Hvad har eleven/den studerende lært mig?
mandag den 19. november 2012
The Personal Totem Pole Process, igen
Det går op for mig denne formiddag, at jeg (også) høstede inspiration under kurset 'Harvest Your Power' i går. In Spire... og ikke alene gennem mødet med Steve og mine dyr, men også gennem mødet med øvrige deltagere og gennem 'sharing' - og de spørgsmål og kommentarer, jeg har mødt efterfølgende.
Og jeg har høstet mental energi - herligt.
En kommentar har affødt lidt tanker om sammenfald mellem SA-coaching (systemisk anerkendende coaching) og de metoder, jeg har mødt i weekenden - og et væsentlig sammenfald er, at det er den enkelte, som har løsningen. I coaching er det væsentligste arbejdsredskab at lytte og spørge ud fra en overbevisning om, at svaret har fokuspersonen selv.
Således også, når Steve bruger deep imagination som terapeutisk redskab. Og jeg vil give et eksempel: En kvinde, en veninde af mig, var åben for 'sharing' af sine oplevelser/erfaringer. Og hun fortalte Steve (og os andre) om en oplevelse, som havde berørt hende dybt, og som havde gjort hende forvirret, så nu spurgte hun Steve. Hun sagde: 'Jeg spurgte Karen i frokostpausen, om jeg mon skulle pakke den pakke op, som min ørn havde rakt mig' - og hun beskrev pakken igen - hvortil Steve svarede: 'Don't ask Karen (med et venligt nik til mig) - ask the eagle'. Og efter en stund: 'Are you ready to close your eyes and ask uour eagle?' Tid, tid og atter tid. Og kvinden lukkede sine øjne og fik svaret af ørnen, at hun skulle gemme pakken nu. 'Okay. Are you allright now?' etc. Tid. tid.
Vi har svarene i os selv. I coaching er tid og nærvær også fundamentet for opdagelse og udvikling af egne ressourcer.
Og jeg har høstet mental energi - herligt.
En kommentar har affødt lidt tanker om sammenfald mellem SA-coaching (systemisk anerkendende coaching) og de metoder, jeg har mødt i weekenden - og et væsentlig sammenfald er, at det er den enkelte, som har løsningen. I coaching er det væsentligste arbejdsredskab at lytte og spørge ud fra en overbevisning om, at svaret har fokuspersonen selv.
Således også, når Steve bruger deep imagination som terapeutisk redskab. Og jeg vil give et eksempel: En kvinde, en veninde af mig, var åben for 'sharing' af sine oplevelser/erfaringer. Og hun fortalte Steve (og os andre) om en oplevelse, som havde berørt hende dybt, og som havde gjort hende forvirret, så nu spurgte hun Steve. Hun sagde: 'Jeg spurgte Karen i frokostpausen, om jeg mon skulle pakke den pakke op, som min ørn havde rakt mig' - og hun beskrev pakken igen - hvortil Steve svarede: 'Don't ask Karen (med et venligt nik til mig) - ask the eagle'. Og efter en stund: 'Are you ready to close your eyes and ask uour eagle?' Tid, tid og atter tid. Og kvinden lukkede sine øjne og fik svaret af ørnen, at hun skulle gemme pakken nu. 'Okay. Are you allright now?' etc. Tid. tid.
Vi har svarene i os selv. I coaching er tid og nærvær også fundamentet for opdagelse og udvikling af egne ressourcer.
Skæg for sig og snot for sig ...
I forlængelse af mine skriblerier om mit weekendkursus 'Harvest Your Power' har jeg fået nogle spørgsmål, som jeg prøver at besvare her:
Jeg selv har en fagligt og etisk skillelinie mellem coaching og terapi. Et sådant weekendkursus bruger jeg til, hvad jeg vil kalde selvudvikling og opdagelsesrejse i sindets krinkelkroge. Jeg er dybt optaget af den menneskelige forestillingskraft, som Stephen Gallegos kalder 'imagination' - og det er nu engang nemmest at undersøge mig selv, fordi jeg ikke leder efter objektive sandheder, men efter mening, og kun jeg har priviligeret adgang til mine egne kilder til indsigt.
I min coach-praksis bruger jeg ikke de teknikker, som jeg lærer gennem Steve, idet jeg i givet fald ville tage en terapeutisk approach, hvilket ville være både fagligt og etisk uacceptabelt. Fagligt, fordi et arbejde af denne karakter kræver uddannelse - etisk, fordi det ville være noget kvaksalveri, uanset om min fokusperson skulle bede om det. Han/hun kommer for coaching, ikke for terapi.
Det betyder, at jeg, selv om jeg kunne, ikke ville bruge hypnotiske teknikker.
Deep Imagery, som Steve kalder sit arbejde, er en hypnotisk teknik. Metoden består i at bringe den anden i trance. Det er der ikke noget hokus-pokus ved. Gennem en dyb afspænding af kroppen og 'det mentale apparat' aktiveres det parasympatiske nervesystem, hvorved hjernebølgerne svinger mellem alfa- og thetaniveau - ikke megen mystik i dét. Og så har 'jeg', det bevidste jeg, adgang til det underbevidste - eller til the imagination, som er kilden til mødet med de emotionelle dyr. Rejsen er min, Steve har 'bare' givet mig en sti at vandre ad.
I Dk har psykologforeningen et psykologfagligt selskab for klinisk hypnose. Og her er også en behandlerliste, som er cand.psych.'er og efteruddannede i klinisk hypnose, som bruges i det terapeutiske arbejde med traumer, smerter, afhængighed, psykosomatiske tilstande og meget andet. I Dk er det ikke så almindeligt, som det er i udlandet (vi kan bare smutte til nabolandet Sverige) at bruge klinisk hypnose på operationsstuerne som smertebehandling, men interessen er stigende, og der er f.eks. en del tandlæger, som tager efteruddannelsen for at tilbyde hypnose som alternativ til bedøvelse - og mod 'tandlægeskræk'.
Der er også blandt medlemmerne af Psykologfagligt Selskab for Klinisk Hypnose enkelte, som har efteruddannet sig hos Stephen Gallagos. Hans efteruddannelseskurser retter sig alene mod cand.psych.'er, og lægfolk har ikke adgang. Men han holder også kurser for ikke-fagpsykologer som mig, hvor de uddannede også deltager, bl.a. en psykologveninde, som i sin privatpraksis bruger Steves metode, dybdevisualisering eller 'The Personal Totem Pole Process' i sit daglige arbejde med blandt andre mennesker med PDSD (veteraner, f.eks.) - vægttab - spiseforstyrrelser - barndomstraumer etc.etc. Hendes erfaring er, at der er individuelle forskelle i, hvor let det er at bringe mennesker i trance - men hun har endnu ikke truffet nogen, som ikke kan - og i klinisk hypnose er der flere veje.
Jeg selv har en fagligt og etisk skillelinie mellem coaching og terapi. Et sådant weekendkursus bruger jeg til, hvad jeg vil kalde selvudvikling og opdagelsesrejse i sindets krinkelkroge. Jeg er dybt optaget af den menneskelige forestillingskraft, som Stephen Gallegos kalder 'imagination' - og det er nu engang nemmest at undersøge mig selv, fordi jeg ikke leder efter objektive sandheder, men efter mening, og kun jeg har priviligeret adgang til mine egne kilder til indsigt.
I min coach-praksis bruger jeg ikke de teknikker, som jeg lærer gennem Steve, idet jeg i givet fald ville tage en terapeutisk approach, hvilket ville være både fagligt og etisk uacceptabelt. Fagligt, fordi et arbejde af denne karakter kræver uddannelse - etisk, fordi det ville være noget kvaksalveri, uanset om min fokusperson skulle bede om det. Han/hun kommer for coaching, ikke for terapi.
Det betyder, at jeg, selv om jeg kunne, ikke ville bruge hypnotiske teknikker.
Deep Imagery, som Steve kalder sit arbejde, er en hypnotisk teknik. Metoden består i at bringe den anden i trance. Det er der ikke noget hokus-pokus ved. Gennem en dyb afspænding af kroppen og 'det mentale apparat' aktiveres det parasympatiske nervesystem, hvorved hjernebølgerne svinger mellem alfa- og thetaniveau - ikke megen mystik i dét. Og så har 'jeg', det bevidste jeg, adgang til det underbevidste - eller til the imagination, som er kilden til mødet med de emotionelle dyr. Rejsen er min, Steve har 'bare' givet mig en sti at vandre ad.
I Dk har psykologforeningen et psykologfagligt selskab for klinisk hypnose. Og her er også en behandlerliste, som er cand.psych.'er og efteruddannede i klinisk hypnose, som bruges i det terapeutiske arbejde med traumer, smerter, afhængighed, psykosomatiske tilstande og meget andet. I Dk er det ikke så almindeligt, som det er i udlandet (vi kan bare smutte til nabolandet Sverige) at bruge klinisk hypnose på operationsstuerne som smertebehandling, men interessen er stigende, og der er f.eks. en del tandlæger, som tager efteruddannelsen for at tilbyde hypnose som alternativ til bedøvelse - og mod 'tandlægeskræk'.
Der er også blandt medlemmerne af Psykologfagligt Selskab for Klinisk Hypnose enkelte, som har efteruddannet sig hos Stephen Gallagos. Hans efteruddannelseskurser retter sig alene mod cand.psych.'er, og lægfolk har ikke adgang. Men han holder også kurser for ikke-fagpsykologer som mig, hvor de uddannede også deltager, bl.a. en psykologveninde, som i sin privatpraksis bruger Steves metode, dybdevisualisering eller 'The Personal Totem Pole Process' i sit daglige arbejde med blandt andre mennesker med PDSD (veteraner, f.eks.) - vægttab - spiseforstyrrelser - barndomstraumer etc.etc. Hendes erfaring er, at der er individuelle forskelle i, hvor let det er at bringe mennesker i trance - men hun har endnu ikke truffet nogen, som ikke kan - og i klinisk hypnose er der flere veje.
søndag den 18. november 2012
Harvest Your Power!, Det er titlen på et weekendkursus, jeg netop har deltaget i. Konkret og synligt for andre har jeg høstet et kursusbevis, jeg citerer: 'Kurset har form som en workshop, hvor deltagerne indføres i dybdevisualisering. Dr. Gallegos har bl.a. været professor i psykologi ved Mercer University i Georgia og er nu privatpraktiserende psykolog med praksis i New Mexico. Han er grundlæggeren af visualiseringsmetoden 'The Personal Totem Pole Process' samt forfatter til flere bøger og artikler om metoden. Dr. Gallegos er godkendt af Dansk Psykologforening som underviser'
.
Et snapshop fra kurset af Psykolog, Dr. Eligio Stephen Gallegos
Steve, hos hvem jeg tidligere har været på kursus eller rettere 'rejse' er både psykolog og shaman og iøvrigt halvt indianer.
Harvest Your Power. Ja, det skal jeg love for. Og det er her, 'linket' til min coaching er, for dybdevisualisering ligner deri, at vi leder efter de ressourcer, vi hver især gemmer på.
Steve guider os til en let trancelignende tilstand, hvor vi prøver at få kontakt med, hvad han kalder 'de emotionelle dyr'. Første gang jeg prøvede, blev jeg forbløffet over, hvor let det er. Og det er mine dyr, hver eneste 'rejse' er helt unik. Jeg har tidligere mødt en meget travl, tænkende myre og en melankolsk hest! Senere en grævling og en hval. Og alle kan jeg frit, når jeg har brug for det, 'konsultere' dem som mine egne, indre coaches.
På dette weekendkursus blev min indre 'zoo' udvidet en del. Jeg mødte en lille, brun bjørn, som gerne ville hilse på mine andre dyr, så jeg så bjørnen give hånd til en myre, en hest og en grævling - amazing! Hvalen kom så tæt på land, som den kunne, for at deltage i sammenkomsten. På næste rejse mødte jeg en stor isbjørn, som forsøgte at undslippe mig, og jeg nåede ikke ordentlig 'konversation' med den. Men på næste rejse kom vi i kontakt, jeg havde misforstået den, det var i virkeligheden mig, som ikke turde følge den. Det turde jeg nu, så vi sad sammen på en isflage i det åbne polarhav, uden sikkerhed for at nå land igen, og det var trygt og godt at sidde lunt mellem dens langpelsede forben, mens den fodrede mig med fisk, no worry - tillid og tryghed var temaet hér. Og jeg så gennem dens øjne det umådelige nordlige polarhav i midnatssolen.
Sidste rejse var en overraskelse. Jeg mødte en eland, som er et meget stort hjortedyr i Østafrika, stor og klodset, men en meget elegant klatrer på de stejle klippevægge. Jeg gik til bekendelse og fortalte den, at jeg engang havde spist en eland-bøf, men det var bare helt fint, vi er her vel for hinanden. Gennem denne elands øjne kunne jeg se skønheden i hele The Great Rift Valley i sin fulde længde - og da jeg nu havde noget af den indeni mig, kunne den til gengæld vise mig skønheden i hele mit indre univers: følelse, krop, livsprocesser...
Steve havde fortalt en historie - han fortæller mange historier - om, hvordan en indianerstamme, han kender, helbreder en syg. Sygdom skyldes, at mennesket for en tid har forladt skønhedens sti - og helbredelsen består i at genfinde denne. Man lægger den syge i et telt, et hus eller i det fri - og så laver man 'sand-painting' rundt om den syge - forskelligfarvet sand, som udgør smukke mønstre.
Mening med det hele? Mening er noget vi skaber, ikke en på forhånd given ting. Og disse 'rejser' giver mening for os hver især. Under kurset er der mulighed for at dele - og Steve lytter og spørger med et intenst nærvær.
Steve er - eller bliver lige straks - 79. Han kommer til Dk igen i marts og holder kursus - hvis han, som han siger med humor, han stadig er her. Jeg satser. Og det gør han jo også, heldigvis - ellers, som han siger, kan vi jo bare selv holde kurset.
Et snapshop fra kurset af Psykolog, Dr. Eligio Stephen Gallegos
Steve, hos hvem jeg tidligere har været på kursus eller rettere 'rejse' er både psykolog og shaman og iøvrigt halvt indianer.
Harvest Your Power. Ja, det skal jeg love for. Og det er her, 'linket' til min coaching er, for dybdevisualisering ligner deri, at vi leder efter de ressourcer, vi hver især gemmer på.
Steve guider os til en let trancelignende tilstand, hvor vi prøver at få kontakt med, hvad han kalder 'de emotionelle dyr'. Første gang jeg prøvede, blev jeg forbløffet over, hvor let det er. Og det er mine dyr, hver eneste 'rejse' er helt unik. Jeg har tidligere mødt en meget travl, tænkende myre og en melankolsk hest! Senere en grævling og en hval. Og alle kan jeg frit, når jeg har brug for det, 'konsultere' dem som mine egne, indre coaches.
På dette weekendkursus blev min indre 'zoo' udvidet en del. Jeg mødte en lille, brun bjørn, som gerne ville hilse på mine andre dyr, så jeg så bjørnen give hånd til en myre, en hest og en grævling - amazing! Hvalen kom så tæt på land, som den kunne, for at deltage i sammenkomsten. På næste rejse mødte jeg en stor isbjørn, som forsøgte at undslippe mig, og jeg nåede ikke ordentlig 'konversation' med den. Men på næste rejse kom vi i kontakt, jeg havde misforstået den, det var i virkeligheden mig, som ikke turde følge den. Det turde jeg nu, så vi sad sammen på en isflage i det åbne polarhav, uden sikkerhed for at nå land igen, og det var trygt og godt at sidde lunt mellem dens langpelsede forben, mens den fodrede mig med fisk, no worry - tillid og tryghed var temaet hér. Og jeg så gennem dens øjne det umådelige nordlige polarhav i midnatssolen.
Sidste rejse var en overraskelse. Jeg mødte en eland, som er et meget stort hjortedyr i Østafrika, stor og klodset, men en meget elegant klatrer på de stejle klippevægge. Jeg gik til bekendelse og fortalte den, at jeg engang havde spist en eland-bøf, men det var bare helt fint, vi er her vel for hinanden. Gennem denne elands øjne kunne jeg se skønheden i hele The Great Rift Valley i sin fulde længde - og da jeg nu havde noget af den indeni mig, kunne den til gengæld vise mig skønheden i hele mit indre univers: følelse, krop, livsprocesser...
Steve havde fortalt en historie - han fortæller mange historier - om, hvordan en indianerstamme, han kender, helbreder en syg. Sygdom skyldes, at mennesket for en tid har forladt skønhedens sti - og helbredelsen består i at genfinde denne. Man lægger den syge i et telt, et hus eller i det fri - og så laver man 'sand-painting' rundt om den syge - forskelligfarvet sand, som udgør smukke mønstre.
Mening med det hele? Mening er noget vi skaber, ikke en på forhånd given ting. Og disse 'rejser' giver mening for os hver især. Under kurset er der mulighed for at dele - og Steve lytter og spørger med et intenst nærvær.
Steve er - eller bliver lige straks - 79. Han kommer til Dk igen i marts og holder kursus - hvis han, som han siger med humor, han stadig er her. Jeg satser. Og det gør han jo også, heldigvis - ellers, som han siger, kan vi jo bare selv holde kurset.
Abonner på:
Opslag (Atom)